Vores vision:
Øster Lindet - det aktive og trygge landsbyfællesskab
Vores mål:
Øster Lindet sogn skal fortsat være et godt og trygt sted at bo og leve for alle aldersgrupper med et aktivt landsbyfællesskab med et rigt foreningsliv og en bred vifte af fritidstilbud. Hermed kan vi i et attraktivt nærmiljø fastholde eksisterende beboere og tiltrække nye samt sikre gode og fremtidsrettede rammer for både institutioner, erhvervsliv og foreninger.
Øster Lindet er et lille bysamfund i det sydøstlige hjørne af Vejen Kommune. Selve byen har ca. 457 indbyggere og Øster Lindet sogn rummer ca. 900 indbyggere. Byen er placeret tæt på hovedvej 25 og i køreafstand fra byer som Haderslev og Kolding.
Øster Lindet er kendt for et blomstrende foreningsliv, en bred vifte af fritidstilbud, et unikt sammenhold samt rolige og behagelige omgivelser. Det gør byen til et attraktivt sted for den aktive børnefamilie, der sætter pris på aktivitet og naturoplevelser og det trygge landsbyfællesskab.
Øster Lindet er omgivet af smukke natursteder til alle sider. Fra bakkerne i Mojbøl kan man opleve en dejlig udsigt over dalen, og ungerne får sig ofte en kælketur, når der er faldet sne. Vadestedet i Mojbøl er et fund, der blev gjort under restaurationsarbejdet af Jels Å. Også her kan der opleves smuk natur, og man kan møde Isfulglen på en dejlig sommerdag, hvis man er heldig. Til den anden side har vi Vrå med Gram Å, der slynger sig i ådalen med skov til begge sider.
Tryk her for at læse folderen "Velkommen til Øster Lindet by og sogn".